Sagde du lige forkert der?
Ja jeg måtte spørge ham lægen igen, jeg var på sygehuset for at få taget en blodprøve for noget helt andet, (hvilket jeg heldigvis ikke havde) og kom hjem med Diabetes 2.
Det er sku mystisk, tænker jeg.
Jeg kan da ikke have det, mig, ?
Nej han må havde sagt forkert, så spørger igen, sagde du lige jeg havde sukkersyge. ”Ja” svarede han hurtigt, og lige efter, ”der kommer lige en sygeplejerske og tager en stikprøve på dig”.
Hmm fedt så sad jeg der alene på Holbæk sygehus med den, hvad gør jeg nu, tænkte jeg straks.
Aldrig har en hjemtur været så lang, hvad skulle jeg sige når jeg kom hjem? Hmm venter med at sige noget til børnene er lagt i seng..
Ham lægen snakkede om nogle symptomer, hmm, ja så gammel er jeg da ikke, og jeg er da heller ikke fed (har aldrig været rigtigt fed, og altid forholdsvist aktiv), så ikke derfor, har ikke haft den der ekstreme træng til væske, eller til at tisse.
Jeg sider hele turen hjem og tænker, han må havde taget fejl, det må være en fejl.
Der gik 2 dage før jeg turde tage kontakt til min egen læge, for jeg var da blevet bange, jeg vil da ikke ende med at skulle tage insulin og blodprøver 10 gange om dagen.
Min kæreste (som jeg fremover vil referer til som Helene) skyndte sig heldigvis at støtte mig, og fortalte mig straks, at vi godt kunne klare det her, og jeg bare skulle skynde mig ned hos lægen og i gang.
Nede hos lægen da jeg endelig fik ringet til hende, fortalte hun mig rigtigt nok at jeg havde diabetes type 2, og jeg derfor skulle starte op på Metformin.
Udover det så skulle jeg havde fat på en øjenlæge og en fodterapeut. Samtidigt i farten fortalte hun mig at jeg senere ville blive kontaktet af en sygeplejerske fra kommunen som havde med diabetes patienterne at gøre, ”fedt” tænkte jeg, nu er jeg ikke Frank mere, men en patient blandt mange.
Jeg skyndte at melde mig ind i diabetesforeningen, og fandt et super godt sted på facebook (dette vil der komme meget mere om senere), men igennem denne fandt jeg ud af at jeg havde en masse rettigheder, en kostvejleder samtale, og måske et måleapparat til blodsukkeret (hvilket jeg hurtigt fandt ud af at jeg havde brug for).
Alt dette her skete imens hjælpen udeblev, min eneste støtte der havde en ide om hvad diabetes var, det var Facebook og selvfølgeligt min dejlige Helene, som var og er go til at holde mine ben på jorden, og trøste mig de dage det er sværeste og ”patienten” fylder mere end Frank fylder i mit liv.
Men her sad jeg så, 2 uger efter beskeden fra en fremmed læge og tænkte, hvad nu ?
Ja hvad nu ?
Jeg har ingen ide. Jeg ved jeg skal have taget en blodprøve igen om 6 uger, og ja det er faktisk alt jeg ved, og at jeg skal ændre på min kost, og her startede alle de mange 10000 spørgsmål for alvor.
Ting jeg ikke har kunnet svare på, spørgsmål der har gjort, at jeg har holdt det skjult for de fleste mennesker omkring mig. For jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere det, og hvem jeg var, for nu var jeg jo en patient, jeg var ikke Frank mere.
Denne følelse gjorde at jeg bevidst og ubevidst har holdt mig tilbage, har holdt mig væk fra folk der måske kunne stille de svære spørgsmål, indtil det her havde jeg 2 dage om ugen hvor jeg altid spillede computer med nogle venner, det er ikke sket mange gange siden, for har faktisk ikke vidst hvordan jeg skulle takle mine egne tanker, tanker omkring diabetes og hvad der skulle ske omkring mig, og har ikke haft overskuddet til at tænkte videre derfra, der har været for meget ubekendt, for meget nyt, for meget af det hele, og er man først der, så er det nemmere at holde sig væk fra dem der vil spørge ind til det, holde sig fra dem man faktisk gerne vil snakke med om det, de mennesker man ved ikke vil se anderledes på en, bare fordi man nu er en ”patient”. For jeg følte mig bare som en patient, og følte jeg blev behandlet som en patient, og ikke som Frank der lige har fået diabetes. Dem fra mit fodboldhold ved det heller ikke endnu, de fleste af mine kollegaer ved det ikke, dele af min familie ved det ikke, og de få der ved det, der har jeg ikke kunne sige det selv, jeg har kommet med små hints for har virkeligt gerne ville sige det, snakke om det, men jeg har bare ingen idé haft om hvordan, kan huske Anders en kollega, stillede en masse spørgsmål, og jeg svarede med små hints, og små kommentarer, så han til sidste nemt kunne gætte hvad det var, men jeg kunne ikke selv sige det. Ja ens hjerne er mærkelig nogle gange.
Så denne blog er mit ”spring ud af skabet” besked til alle der gider læse den, og alle omkring mig der ikke ved det, Jeg er nu en diabetiker, og vil jeg være resten af mit liv.
Og igen her vil jeg gerne slå et kæmpe stort slag for det store arbejde der bliver gjort omkring den her Facebookside som jeg er blevet kæmpe tilhænger af, for den har reddet mit sind fra at blive helt sort og opgivende, derinde har jeg set og oplevet at man godt kan leve som diabetiker og samtidigt havde et normalt liv. Læs om Facebook-siden her
Jeg har siden da haft lidt kontakt til den der diabetes sygeplejerske der er i kommunen, og blev sat på et introforløb som jeg så håbede på ville blive godt, og der var nogle jeg kunne spejle mig i, dette bestod af nogle teoridage og noget motionsgruppe. Så langt så godt.
Og teoridelen er da go nok, jeg får lidt bekræftet hvad jeg lære andre steder fra, specielt fra Facebook (og ja man skal være kritisk der inde selv om det kommer fra andre diabetikere for ingen af os er ens). Og motionsgruppen, ja beskeden var pænt, Frank du er for ung og i for go kondi til at deltage. Weeeee fedt tror jeg nok.
Nå men den der diabetes gruppe, der er jeg den eneste under 70 (vil jeg skyde på) ved jeg er den eneste med et arbejde endnu, og de fleste af de andre har haft diabetes i mange år, og har helt andre spørgsmål og problematikker end jeg har. Nogle gange føler man sig bare alene i hele verdenen, specielt efter en besked som den: Du har diabetes.
Jeg vil senere i fremtidige opslag gå længere ind i tanken om at være familiefar og diabetiker samtidigt, med alle de udfordringer det byder på, og vil også prøve at røre lidt ved de mere følsomme emner, og bruge mig selv som eksempel, med mine tanker til grund for dem. Og håber om at folk der læser det her, evt kan spejle sig i det, finde svar på deres egne spørgsmål, og ellers skriv endeligt privat til mig gennem facebooksiden.
For jeg kan nok godt skrive en million tanker ind omkring hvad der gik gennem mig de første par uger og stadigt gør, men det er ikke så nemt bare at skrive ned, den slags kommer når det kommer og når man lige bliver ramt af det.
Jeg vil samtidigt også prøve at kaste en lysere skygge over det at være diabetiker for her efter 8 måneder er det faktisk ikke så slemt igen, jeg kan nu grine lidt af mig selv, og se nogle af de mere komiske ting i det her, lige fra måden jeg fandt ud af det på, og som en person sagde til mig, måske var det skæbnen der sendte dig på hospitalet den dag, for ellers kunne der været gået mange år før jeg virkeligt begyndte at opdage det og få symptomerne på den her diagnose, og her er endnu en af mine helt store kæpheste. Jeg er IKKE syg, diabetes er ikke en sygdom i min verden, for en sygdom kan man blive rask fra igen, jeg kommer aldrig af med diabetes igen, så diabetes er en del af mig og den person jeg skal og vil være for altid. Jeg er en diabetiker men jeg er ikke syg af den grund, jeg skal bare tage nogle hensyn for min krops skyld.
Det skal sige jeg ved stadigt ikke hvem jeg er som diabetiker endnu, jeg ved at jeg er det, jeg kender ikke mine egne grænser endnu, jeg kender ikke mine muligheder endnu, men jeg søger dem, jeg følger og udfordrer og udforsker mig selv, og mange af de kampe vil jeg dele med jer, både dem der bliver til en succes og dem der fejler.
