Den der motion

Motion, åh den motion! Motion er noget vi alle bør lave. Mindst 30 minutter om dagen, det kan vel ikke være så svært vel…. Eller? Der er 24 timer i døgnet, så hvad betyder de sølle 30 minutter? For mig betyder det nok til at det er mega svært at få det gjort!

Som diabetes patient bliver man fyldt op med hvor vigtig motion er hele tiden. Selvom min diabetes er nogenlunde velreguleret får jeg ”skæld ud” af sygeplejersken hver gang jeg er til tjek, fordi jeg ikke får gjort noget ved den motion. Hvorfor er det også jeg ikke gør noget, spørger jeg tit mig selv. Jeg er da relativ ung og frisk, jeg er ikke hæmmet af overvægt eller de store fysiske skavanker. Jeg kan komme på talrige fordele ved at motionere mere. Udover den indlysende sundhed og velvære, så kunne jeg måske blive sat ned i medicin og måske mit blodtryk, som sygeplejersken også øffer lidt over kunne komme ned, så det ikke ligger på øffe grænsen.

Hvad er så problemet? Ja problemet er, som jeg har hørt så ofte fra andre, tid og overskud. Det er pinligt, for jeg tror da, jeg selv har sagt til andre, at det da er en prioritering, og man får jo mere overskud af motion osv. Det er min stemme før jeg fik familie.

N har jeg ramt 40’erne, jeg arbejder 48 timer om ugen, har 2 små børn, hvoraf den ene har et handicap, den anden underviser jeg pt hjemme pga. nedlukning…. Der er bare ikke noget der skriger motion efter fyraften 16.30 eller i mørket kl. 20 når børnene er puttet. Til gengæld kalder sofaen da på mig. Mon der sidder nogen og nikker genkendende?

Lige før nytår dukkede der et oplag op i en gruppe for diabetes 2 på Facebook. Nogen havde fundet på en udfordring om at tilbagelægge 2021 km i år 2021. En udfordring lige op i hovedet på mig! Og så lige til nytår! Jeg vidste allerede der, at jeg blev nødt til at tage den, jeg kunne nok ikke få held af at fortrænge den og det var jo en udfordring. Jeg tænkte alligevel meget over det, fordi jeg er sådan en person, der aldrig vil få ro, hvis jeg ikke gennemfører det, når jeg har taget en udfordring. Det vil ride mig som en mare, hvis jeg ikke når det. Men jeg har brug for motion, brug for motivation og brug for at få ændret nogle vaner, så jeg tog udfordringen!

De første 3 dage i det nye år, gik det bare derudaf, der var stadig juleferie, tørvejr og masser af tid. Så ramte hverdagen! Her startede så udfordringen for alvor. Nu er vi nået nogle uger hen, jeg skal gerne gå ca. 5,5 km om dagen eller 39 km om ugen, for ikke at komme bagud. Helst lidt mere, så er der lidt at tage af, på regnvejrsdage og ved sygdom osv.

Jeg er bagefter men mit konkurrencegen skal nok klare det. Jeg ved også det bliver nemmere at komme afsted når de lyse sommeraftener kommer. Jeg er glad for at udfordringen kom, for det har rusket op i min hverdag, og jeg får bevæget mig væsentligt mere end før nytår og det er første skridt.

I skrivende stund har jeg gået 170 km, eg er lidt bagefter, men mon ikke jeg får det indhentet når de lyse sommeraftener kommer.

Jeg synes stadig det er svært, det er hver dag en prioritering om jeg skal gå en lang tur alene, eller tage ungerne med, og så går det mest op i at finde en pind eller rulle sig sneen og der kommer ikke så mange kilometer på. Jeg prøver at balancere i det på bedste vis.

I weekenden har vi været i sommerhus med vores ældste datter, så det har været små ture, men lidt har også ret. Vi var blandt andet på stranden og se solnedgangen.

Når gåturene er blevet en del af hverdagen, håber jeg at kunne bygge noget mere på. Men lige nu må jeg nøjes med at tage små skridt.

Del dette indlæg
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Scroll til toppen

Hold dig opdateret

Her vil du modtage inspiration til et bedre liv med diabetes type-2, nyeste udvikling inden for forskning og gode tips til at holde dig aktiv i hverdagen.