Fremskridt

Det går jo fremad det her. De sidste målinger lyder:

17
16
11
8,4
og nu 7,1

Ville lige være stolt af mig selv, for noget rigtigt må jeg vel gøre så.
Ud over det så har det lige været jul og nytår, og jeg skulle for første gang selv holde en af vores 2 juleaftener den med vores børn, så der skulle laves kartofler, steg, brune kartofler, rødkål, go sovs osv. Og det lykkedes faktisk. Og en hel aften med mad, slik guf osv, uden på noget tidspunkt at jeg følte mig udenfor, følte ikke jeg savnede det fællesskab der er omkring slikket, eller den slags ting. Indrømmet, jeg syndede en del, der kom da lidt rødvin ind, og nogle kartofler, men valgte at spise de kedelige glaskartofler, for der er en del mindre kulhydrater i dem, og på den måde kunne jeg stadigt spise det samme som de andre, ren glæde, ren euroferi. Jeg var ikke udenfor, jeg følte mig ikke anderledes, for vi spiste jo det samme, hvilket var min største frygt, her min første jul som diabeteker, ikke at kunne nyde det og slappe af i de her situationer pga kosten.


Så når jeg tænker fremskridt ved jeg de fleste vil tro jeg mener mine ganske fine blodsukker tal, men nej, det er ikke den del der er det vigtigste, det er den viden jeg har nu, den tanke, om at jeg ikke er anderledes, at jeg kan deltage på “lige” fod med de andre til festivitas, at jeg ikke skal udstilles med speciel kost. Og ved faktisk ikke hvem det var vigtigst for, mig selv eller min familie der til hverdag ser mig spise grøntsager og kål, mens de spiser pasta og ris. Der er blivet talt en del om det her hjemme, hvad gør jeg ind over julen og andre ting i den stil, og jeg har fundet det svar der virker for mig, for os.
Jeg nyder det når jeg er ude, spiser den mad der bliver serveret, også selv om det er ris eller kartofler, at jeg så ikke spiser det i samme mængder som tidligere er en helt anden historie, men nyde det, det gør jeg, faktisk mere end tidligere. For nu smager det af ekstra, og ikke bare af hverdag, og det er dejligt.

En anden rigtig go ting ved at vi havde den første af vores juleaftener hjemme hos os, var at svigerfamilien, kunne se det, se at jeg lige tog nogle andre kartofler, havde en light sodavand osv, de små ting, hvilket naturligt bragte min diabetes op som et naturligt samtale emne, og ikke noget farligt at snakke om. Det var dejligt, og for alle tror jeg faktisk, jeg ved at det gjorde at der var light sodavand da vi skulle holde selve juleaften hjemme hos dem, nogle dage senere, men også bare at det her bliver en mere naturlig del af os, vi fik snakket lidt om medicin, og om at jeg tog mine blodsukker prøver af og til, og om min hverdag med 1½ retter mad, for det laver jeg altid her hjemme.

Ja maden som en familie med en diabeteker i den, det er et helt kapitel for sig selv, og som jeg nok skal skrive mere om senere, meeeeen tør da godt indrømme at der ofte er gang i mange gryder og pander på komfuret. For ja så sent som igår, blev der serveret kyllingebryst i svøb (og det smager mega godt), med frisk pasta til, hmmm mig frisk pasta, naaa, men så er det jo godt der findes blomkåls ris, og grøntsager på frys, så gang i en ekstra gryde, og vupti så er der 1½ ret tilberedt, og sådanne er det hver eneste dag, det er både en udfordring og en fornøjelse på samme tid. Og kan man få familien til at spise med, naaaa forestil dig at overtale en teenagepige der aldrig har ville røre grøntsager til pludseligt at skulle spise dem, det kan ikke lade sig gøre. Så vi har valgt at lave 1½ ret hver eneste dag.

Herfra vil jeg så bare sige.
Go jul og sukkerfrit nytår.

Spinat, majs, ærter, peberfrugt og rødløg – velbekomme!

Del dette indlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Scroll til toppen

Hold dig opdateret

Her vil du modtage inspiration til et bedre liv med diabetes type-2, nyeste udvikling inden for forskning og gode tips til at holde dig aktiv i hverdagen.