I sensommeren 2012 blev jeg gravid med mit første barn. Hun var længe ventet og glæden var stor.
Jeg var 35 år og sund og rask, og glædede mig til at opleve graviditeten, og alt hvad der fulgte med.
Til den første lægesamtale blev jeg spurgt, om der var sygdomme i familien, allergier m.m. Lægen spurgte også om der var diabetes i den nærmeste familie. Jo der vist noget med min mormor, der havde haft lidt på sine gamle dage, men ikke noget hun fik medicin for eller noget.
Pga. min mormor skulle jeg altså lige havde lavet en sukkerbelastningstest, forklarede lægen, for at udelukke gestationel diabetes, som hun kaldte det. Hun forklarede lidt om graviditets diabetes, jeg var et stort spørgsmålstegn, jeg havde aldrig hørt om det før. Jeg var alligevel ikke så nervøs for det, jeg var jo sund, normalvægtig og havde ingen symptomer, så det skulle bare udelukkes.
En sukkerbelastningstest foregår på den måde, at man møder fastende hos lægen, drikker noget modbydeligt sødt stads og sidder så i venteværelset i 2 timer. Derefter måler de blodsukkeret, og det skal så ligge under 10.
Jeg kunne bare se på sygeplejersken, da jeg skulle have svaret, at det ikke var godt. Det lå godt nok kun lige over 10, men det var nok til at den store mølle blev sat i gang.
Jeg blev henvist til Århus Universitetshospital, og fik at vide at nu skulle jeg følges der, og i øvrigt også føde der, selvom jeg hørte til Viborg, for eksperterne var i Århus. Det lød pludselig meget farligt.
Det første jeg skulle var en samtale med en diætist, for at se om jeg kunne kostregulere mig ud af det. Sammen med diætisten gik vi slavisk igennem hvad jeg spiste, hvornår og hvor meget. Der var ikke ret meget, der kunne laves om på i kosten. Jeg fik besked på at motionere lidt efter måltiderne, for at holde blodsukkeret nede.
Jeg skulle måle mit blodsukker regelmæssigt, så lægerne i Skejby kunne holde øje med, at det ikke blev for højt. Hvis det kom over 10 efter måltiderne, skulle jeg have insulin. Det gik meget fint i starten, men jo længere jeg kom hen i graviditeten, jo mere steg blodsukrene, og jo mere desperat blev jeg. Jeg ville for alt i verden gerne undgå, at skulle tage insulin. Jeg synes det var meget skræmmende, at skulle stikke sig selv på den måde.
Til sidste spiste jeg næsten ingenting. Jeg var så stresset over, at bare jeg kiggede på et stykke rugbrød, så steg mit blodsukker. Det endte med, at jeg slet ikke spiste nok til mig og min baby. Tiden var kommet hvor jeg måtte på insulin. Jeg kom hjem fra Skejby med en kæmpe stak udstyr, godt rundt på gulvet.
Med insulinen fulgte der en masse andet. Jeg skulle måle mit blodsukker 7 gange om dagen, skrive alt ned, møde til kontrol hos mediciner og fødselslæge, diabetes jordemoder og ekstra scanninger hver 14 dag. Alt blev overvåget til mindste detalje. Det var på ingen måde den graviditet jeg havde forestillet mig og drømt om.
Første gang jeg skulle tage insulin, var jeg skrækslagen. Jeg var nødt til at få min mand til at stikke mig. Jeg skulle stikke mig i maven om morgen, og i låret om aftenen. Det viste sig dog, at stikkene var det mindste af det. Det gør faktisk mere ondt at prikke sig i fingeren for at måle blodsukkeret, end at tage insulinen. Så vidt så godt.
Men det var svært at styre blodsukkeret. Jeg var så vant til at spise for lidt, at jeg nu pludselig stod med mange, for lave blodsukre og måtte spise ekstra for at få blodsukkeret op. Et par gange var mit blodsukker under 3, og jeg blev virkelig dårlig og bange.
Månederne gik med masser af prikken og stikken, venten i venteværelser, urinprøver, blodtryksmålinger, vejninger, scanninger osv. Hver gang jeg kom ind til en ny sundheds person, kiggede de mærkeligt på mig, og sagde at de ikke havde forventet, at jeg så sådan ud, underforstået de havde forventet at se en overvægtig kvinde, med de tal de så.
Endelig kom dagen hvor Josefine kom til verden, med lidt hjælp, men det er en hel anden historie. Jeg blev sat i gang, og måtte ikke tage insulin den morgen. Mange gange under fødslen og optakten dertil, kom der en og lige skulle stikke i mig, for at måle blodsukkeret. Det var ret stressende.
Nærmest i det minut Josefine blev født, skulle hun drikke modermælkserstatning af et lille bæger, for at sikre at hendes blodsukker var normalt. Utroligt hvad sådan en lille en kan. Så skulle vi være indlagt til observation pga. både mit og Josefines blodsukker. Alt var dog fint, mit blodsukker stabiliserede sig med det samme. Vi tog hjem og nød vores lille familie. 8 måneder efter fødslen var jeg til kontrol. Alt var godt, jeg var ikke længere diabetes patient. Jeg blev sendt hjem med beskeden om, at jeg bare skulle fortsætte den sunde livsstil. Lægen fortalte at der var 50 procents risiko for, at jeg indenfor 5 år ville udvikle diabetes 2, men at det var usandsynligt for mig.
Der gik et par år, uden at jeg tænkte mere på diabetes. Så blev jeg gravid igen. Min ven diabetes kom tilbage, lidt hurtigere og lidt værre denne gang. Jeg kom hurtigt på insulin og hele cirkusset startede forfra. Denne gang var det dog langt mindre stressende, da jeg havde prøvet det før, og vidste hvad jeg skulle forvente.
Også denne gang stabiliserede mit blodsukker sig efter fødslen, og alt var godt. Også denne gang skulle jeg til kontrol 8 måneder efter fødslen og BUM! Så klappede fælden. Blodsukkeret var på 13 på kontroldagen og jeg skulle ind til en blodprøve. Mit langtidsblodsukker var på 74 og jeg blev sat i metformin behandling med det samme. Metformin er det mest anvendte præparat mod type 2 diabetes. Efterfølgende er min behandling blevet udvidet med et præparat der hedder trajenta, og mit langtidsblodsukker ligger nu stabilt på mellem 46 og 48.
Nu skulle jeg til at vænne mig til, at være kronisk syg resten af mit liv. Alt hvad jeg gør i løbet af min dag, kommer lige igennem diabetesfilteret. Alt hvad jeg spiser bliver overvejet. Hver gang jeg sætter mig ned, tænker jeg, at jeg stedet burde gå en tur.
4 år er gået siden jeg fik diabetes 2. Jeg har fået det pga. af mine børn. En livsændrende kronisk sygdom. Heldigvis er mine fantastiske piger det hele værd!
