Plantebaseret kost bidrager til stabilt langtidsblodsukker

Plantebaseret Videnscenter er en platform, der er skabt for forskningsprojekter, vidensdeling og forsøg i relation til at skabe fokus på omstillingen mod flere plantebaserede, økologiske fødevarer. Centret er stiftet af Økologisk Landsforening og Dansk Vegetarisk Forening i september 2020.

Ideen er, at Plantebaseret Videnscenter skal fungere som et samlende organ for en masse spændende projekter og initiativer, der har det tilfælles, at de tager udgangspunkt i plantebaseret kost, dyrkning af jorden og udvikling af nye produkter. Plantebaseret kost defineres her som en kost, der er bygget op omkring planter, og som kan suppleres med en mindre andel animalske fødevarer, dvs. overvejende vegetariske (også kaldet fleksitarisk eller planetarisk kost), vegetariske og veganske kostformer.

Vegetarisk kost mindsker risikoen for diabetes

Forskning viser, at man som vegetar har 61% lavere risiko for at udvikle diabetes end en der spiser en typisk kost med kød. Analyser har også vist, at selv ved samme BMI er risikoen for at udvikle diabetes højere hos en person, der ikke spiser vegetarisk. 

Ikke nok med, at vegetarisk kost nedsætter risikoen for diabetes betragteligt, så er det også vist, at diabetikere, der skifter til en plantebaseret og fedtfattig kost, har oplevet store forbedringer. Blandt andet har de forbedret deres vægt, langtidsblodsukker og insulinsensitivitet markant mere, end man ser hos diabetikere, der spiser den normalt anbefalede kost. Katrine Ejlerskov, ph.d. i human ernæring og centerleder ved Plantebaseret Videnscenter, forklarer her, hvorfor plantebaseret kost har en positiv effekt:

En plantebaseret kost, som er rig på frugt, grønsager, fuldkornsprodukter, bælgfrugter, nødder, kerner og frø indeholder store mængder kostfibre, antioxidanter og bioaktive plantestoffer, der alle har en direkte gavnlig effekt på vores krop og tarmflora. Den plantebaserede kost er lav på mættede fedtstoffer og fedt generelt, og så har den en lav forarbejdningsgrad, mindre sukker og hvidt brød, mens den til gengæld er rig på fuldkorn. Det gør, at den plantebaserede, men også vegetariske og veganske kost, har en masse sundhedsfordele, der mindsker risikoen for livsstilsygdomme som type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Særligt interessante er de fiber- og proteinholdige bælgfrugter, der giver et mere stabilt blodsukker i op til flere timer efter et måltid. Det er ifølge Katrine Ejlerskov vigtigt at gøre opmærksom på, at forhøjet blodtryk er et symptom og ikke den direkte årsag til udvikling af type 2-diabetes:

Man skal selvfølgelig begrænse sit indtag af sukker og raffinerede kulhydrater, men derudover er det ikke de kulhydratholdige fødevarer som frugt, havregryn og fuldkornsbrød, der er synderen. Oftest begrænser diabetikere deres indtag af frugt, men også her ser vi, at indtagelsen af frisk frugt ikke er forbundet med øget risiko for diabetes. Faktisk forholder det sig helt omvendt, da indtagelse af frisk frugt er forbundet med lavere risiko for udvikling af diabetes og endda har en positiv effekt i forhold til udvikling af senkomplikationer som nerve- og øjensygdomme, fortæller Katrine Ejlerskov.

Sådan kommer du i gang

Det er en stor ændring i hverdagen at lægge sin kost om. Derfor er det vigtigt, at man finder sit eget tempo i forhold til de nye vaner, der skal indarbejdes i hverdagen. Man kan starte med konsekvent at vælge fuldkornsprodukter, vælge hummus, bønne- eller nøddepostej som pålæg og spise frugt og en håndfuld nødder til mellemmåltid i løbet af dagen. Dernæst kan man prøve sig frem med plantebaserede mælkeprodukter osv. 

Mange ser det også som en udfordring, at det virker uoverskueligt at skulle til at lære en masse nye retter at kende, og at det kan være en udfordring at lære at give grønsagsretterne fyldig smag, tekstur og samtidig tænke mættende elementer som eksempelvis kidneybønner og linser ind i. Katrine Ejlerskov har en god idé til, hvordan man gør det nemt for sig selv at komme i gang med at spise lækker plantebaseret eller vegetarisk kost:

For mange vil det være en rigtig god idé at starte ud med vegetariske eller veganske måltidskasser. Det er super nemt at gå til, og opskriftudviklerne er dygtige til at tænke i smag, konsistens og mæthed. Der findes også rigtig mange gode kogebøger og plantebaserede opskriftssider på nettet med god inspiration – herunder flere bøger og sider, der henvender sig til børnefamilier. Når man skal i gang, er det vigtigt at huske på, at maden selvfølgelig gerne skal smage godt og mætte. Derfor vil jeg anbefale, at man tænker krydderier og krydderurter ind, og at man arbejder med mættende elementer som fx bønner, linser eller flækærter, lyder det afslutningsvis fra Katrine Ejlerskov.

Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at hvis man spiser få eller slet ingen animalske produkter, så skal man supplere sin kost med B12-vitamin, samt D-vitamin i vinterhalvåret.

Læs mere om plantebaseret kost her

Del dette indlæg
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Scroll til toppen

Hold dig opdateret

Her vil du modtage inspiration til et bedre liv med diabetes type-2, nyeste udvikling inden for forskning og gode tips til at holde dig aktiv i hverdagen.