Sygdomme i munden er et stedbarn i det danske sundhedsvæsen

I mange år har klinisk professor Allan Flyvbjerg argumenteret for, at egenbetalingen på tandpleje og -behandling for personer med kronisk sygdom skal sættes ned. 

Vi skal styrke udviklingen mod et mere sammenhængende og effektivt sundhedsvæsen, der skaber værdi for personer med diabetes

Allan Flyvbjerg, klinisk professor og direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen

Allan Flyvbjerg er klinisk professor og direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen. I mange år har han formidlet viden om sammenhængen mellem tandsundhed og kroniske sygdomme, og han er en skarp kritiker af den ulighed, der eksisterer i tandplejen og -behandling på grund af en meget høj egenbetaling. 

”Der er noget helt galt ved den måde, vi tænker sygdom i munden og sygdom i resten af kroppen på. Hvis man har dårlige tænder, kan man udvikle dårlige hjerteklapper. Behandlingen for dårlige hjerteklapper bliver betalt af det offentlige sundhedsvæsen,” forklarer Allan Flyvbjerg. 

”Man vil til gengæld ikke betale for behandling af de dårlige tænder, selvom det kunne have forhindret udvikling af dårlige hjerteklapper. Det giver ikke mening, hverken af hensyn til individet eller til samfundsøkonomien.” 

Oldnordisk opfattelse
Forskelsbehandlingen hænger tæt sammen med en oldnordisk opfattelse af, hvad der er folks ”egen skyld” i forhold til arvelig disponering og levestil. 

”Hvis man har en arvelig disponering for lungekræft og samtidig lever på en måde, der udløser sygdommen, det kan fx være at ryge, betaler det offentlige for behandlingen,” forklarer Allan Flyvbjerg og fortsætter:

”Går man til munden, kan borgeren på samme måde være arveligt disponeret for at udvikle parodontitis, altså betændelse i tandrødder og tandkød, og gør de samme ting som lungekræftpatienten, der udløser sygdommen, men her skal borgeren betale 80-85 % af behandlingen selv. Uligheden skriger en i ansigtet, og den tankegang hører ikke hjemme i et offentligt sundhedsvæsen som det danske.” 

Diabetes og tandpleje forbindes
For nylig blev Allan Flyvbjerg belønnet med Tandlægeforeningens Sundhedspris for sin indsats i den offentlige debat, og emnet ligger ham meget på sinde. Som direktør for det nyåbnede Steno Diabetes Center Copenhagen vil han sætte yderligere fokus på emnet. 

”En af opgaverne for os bliver at tilvejebringe yderligere viden, så vi kan få ændret forholdene. På hospitalet er der indrettet en tandklinik, hvor vi skal fokusere på oral sundhed for personer med diabetes. Det er første gang, man forbinder diabetes og oral sundhed under samme tag, hvilket i sig selv er overraskende, i betragtning af at parodontitis i flere årtier er blevet betegnet som den 6. senkomplikation til diabetes.”

Socialt stigmatiserende
Sundhed i mund og tænder har i det hele taget en tæt sammenhæng med kronisk sygdom, og det er ikke kun gældende for diabetes. Man har i mange år vidst, at kronisk sygdom øger risikoen for at udvikle parodontitis. Det er en sygdom, der bevirker, at man får blottede tandhalse og generelle gener og ubehag i munden.

”Når man har parodontitits, har man øget risiko for blandt andet hjerte/kar-sygdomme, gigtsygdom eller type 2 diabetes. Det går begge veje, men det er der mange, der ikke ved. Den somatiske sygepleje og tandplejen arbejder overhovedet ikke sammen, de er som to forskellige planeter,” siger Alan Flyvbjerg. 

Udover at være direkte sundhedsskadeligt at have dårlige tænder, er det også socialt stigmatiserende. 

”Det er ikke nemt at få et job, hvis man har dårlige tænder. Det signalerer usundhed, og at man ikke har styr på tingene.”

Det kan gøres bedre
Steno Diabetes Center Copenhagen er af The Global Coalition for Value in Healthcare of the World Economic Forum blevet vurderet til at være et af verdens mest avancerede og nytænkende initiativer og blev i marts i år udpeget som verdensførende og et forbillede, som andre lande og sundhedssystemer kan lære af.

”Det er vi selvfølgelig rigtig stolte af. Vi skal arbejde med værdibaseret sundhed, som handler om både om længere levetid og om at gøre tingene smartere. Og så skal vi have tilfredse ”kunder”, hvilket ikke er noget, man ellers typisk taler om i sundhedssystemet,” slutter Allan Flyvbjerg.

Sygdomme i munden er blevet benævnt den 6. diabetiske senkomplikation. Modsat øvrige komplikationer, påhviler det personen selv at betale for 80-85% af behandlingen. Øvrige komplikationer betales af det offentlige sundhedsvæsen. 

Fakta:
Steno Diabetes Center Copenhagen tilbyder skræddersyet diabetesbehandling til personer med diabetes. Det nybyggede hospital ligger i forbindelse med Herlev Hospital for netop at skabe sammenhæng mellem alle hospitalets specialer.

Læs mere på www.sdcc.dk

Allan Flyvbjerg, klinisk professor og direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen
Del dette indlæg
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Scroll til toppen

Hold dig opdateret

Her vil du modtage inspiration til et bedre liv med diabetes type-2, nyeste udvikling inden for forskning og gode tips til at holde dig aktiv i hverdagen.